Viser opslag med etiketten taburet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten taburet. Vis alle opslag

mandag den 27. januar 2014

Vi har bygget ...

taburetter i lange baner på læreruddannelsen, hvor begge hold har afleveret inden for en uge. Hvorfor har jeg ikke tænkt på, hvor meget 50 stole/taburetter fylder i alt for små lokaler ?
Fra 3.årgang har mange gjort brug af de gamle brædder fra skuret, som vi rev ned. Det har krævet knofedt og muskelkraft, men til gengæld er der kommet nogle rustikke produkter ud af det.



lørdag den 31. august 2013

Fældning og snitning

Så kom hele holdet igang med at lave taburetter. Først skulle der fældes og det er svært at være mange om, så det blev mest Kurt. Valget faldt på et stort ahorntræ, der blev savet i mindre stykker og slæbt tilbage til værkstedet. Alle skulle bruge 8 stykker til sprosser, så der forestod en hel del flækkearbejde før det så sådan ud:




onsdag den 7. august 2013

Jeg snitter lige en taburet

....sagde jeg til Kurt og drog afsted på sommerferie med båndkniv, brændeflækker og tapbor. Tanken var at afprøve en klassisk model indenfor grøn sløjd, som blandt er beskrevet af Peter Hersted for "Skoven skolen". Helt ærligt, hvor svært kan det være ?
Første afprøvninger gik på at vælge materiale. Nu er det så heldigt, at vi på vores sommerhusgrund har en del træer blandt andet eg, birk og røn. Efter nogle forsøg valgte jeg røn og fældede et temmelig højt træ på grunden. (Ok, med lidt hjælp).
Stammen skal have en sådan tykkelse at den kan flække i 4 stykker, der så snittes til. Bruger man bare stammen eller grenen, som den er, vil træet flække når det tørrer. Selvom jeg var meget omhyggelig med at placere flækkeren i midten var det alligevel svært at få alle 4 dele til at blive lige store, træet drejede sig undervejs og flere forsøg måtte gøres. Røn danner iøvrigt ikke en særlig tyk stamme, selvom det er ret så højt.

Tørrede sprosser
Først skal pindene til sprosserne snittes og lægges til tørre. Det lykkedes at få otte  rimelig ens sprosser ud af det. Efter tørringen blev det boret tapper i begge ender med tapboret, der fungerer som en kæmpe blyantspidser sat fast på boremaskinen. Pindene blev tilpasset i længden, så de var 36 cm lange uden tapper.

Tørrede sprosser med tapper og frisksnittede ben
Så blev de 4 ben snittet til. Her bruger man igen friskt træ og skammelen skal samles så det tørre og det våde træ forenes. Princippet er, at når det friske træ tørrer, så holder det sprosserne på plads uden brug af lim.


I benene bores huller, der er en anelse mindre end tapperne. Her viste det sig at det passede det med et pladebor på 18 mm til 3/4 tomme tapbor. ( Hvorfor produceres det ene i tommer og det andet i mm ?) Så var det ellers bare at samle arrangementet. Her måtte jeg låne et par ekstra hænder, det var svært at styre alle pindene på en gang, selvom gavlene blev samlet først. Der måtte også files og skæres til, for at få det til at hænge sammen. Selve samlingen ser dog ud til at være solid, efter få timer kan man ikke rokke ved den.
Når skammelen er helt tør, skal der lige passes lidt mere til. Selvom jeg har fulgt forklaringen meget nøje og været omhyggelig hele vejen igennem, drejer nogle af benene og sprosserne andre veje hen end jeg lige havde planlagt. Det er ikke sådan at tøjle naturen !




Vender tilbage når taburetten har fået flettet sæde.

mandag den 5. august 2013

Aino og Alvar Alto

Den sidste dag i Helsinki besluttede vi at gøre til Alvar Aalto dag. Vi tog sporvognen ud til den del af Helsinki, hvor han både havde sin tegnestue og sit hjem. Det er to forskellige steder, men ligger rimelig tæt og vi var lidt i tvivl om vi skulle se begge steder. Vi endte dog med kun at se hjemmet, (Aalto House) hvor han havde boet i 40 år frem til sin død i 1976. Et besøg kan klart anbefales. Det er et spændende sted både inde og ude, og meget finsk. Nu er kvarteret vokset op og bygget til, men dengang skulle huset have ligget ganske for sig selv med vid udsigt til natur.


Her kommer lige et par af hans mest kendte designs, nemlig vasen og taburetten:
Vasen er designet i 1936 og den sidste nye variation er denne laksefarvede, formen er naturligvis den samme.




Alvar Aalto havde naturligvis selv tegnet huset og en del af de møbler, der stod der. Men hans første kone Aino Aalto er designeren bag en del af husgerådet, blandt andet de kendte glas og kander, som Iittala forhandler.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...