mandag den 31. december 2012

Slut med jul og godt nytår !

Nu er julepynten taget ned og gemt væk. Det gælder også nissehuerne, som jeg næsten har levet med et helt år under udarbejdelsen af bogen Nissehuestrik.
Nu kan den også holde pause lige til næste år.

Godt nytår til alle !






søndag den 30. december 2012

Strik, sweatre og børn

Nu da julen er overstået ,er det muligt at vise nogle af de hjemmegjorte gaver frem. 
Årets projekt var at strikke sweatre til alle tre børnebørn og valget faldt på denne model fra Knitting Iceland. Trøjen er strikket oppefra og ned, hvilket betyder at man hurtigt har mønsteret på plads og kan fornemme hvordan trøjen bliver. En anden fordel er, at trøjen har lynlås foran, så den er nem at tage af og på.





Egentlig synes jeg, den er skønnest i de naturlige farver grå og brun, men forklar lige en 5 årig med hang til lyserød det ! Derfor fik de hver sin grundfarve, gråblå, rosa og violet, men samme mønsterfarve, mørkebrun og råhvid. 
Garnet er Lett-lopi, som forslået i opskriften og det er købt hos Jorun Garn, Godthåbsvej 51, Frederiksberg, som har et stort udvalg.


Billede lånt fra Knitting Iceland








torsdag den 27. december 2012

Så gik den jul

Hold op hvor jeg synes tiden går hurtigt. Den sidste tid op til jul har været travl på arbejdet, og nu er julen allerde overstået! Underligt, at man kan blive ved med at undre sig over hvor stærkt det går med alle de gøremål, som julen fordrer.
Inga blev passet hos os den sidste arbejdsdag, fordi hun var syg. Dog ikke mere dårlig, end hun kunne hjælpe med at monterer en pomponkrans.



Flot blev den, men i skyndingen kom de aldrig op at hænge. Pyt med det, så er den klar til næste jul.









torsdag den 20. december 2012

Emil og fuglehusene ?

På Vermundsvej i nordvest mødes man af dette overvældende syn af en mængde fuglehuse på en husgavl.
Aner ikke hvem der har været på spil her. Kan det mon være Emil fra 7. klasse, som Helle Thorning taler så meget om, der lærer pythagoras ved at bygge fuglehuse ?

Nu må han have lært det !
















tirsdag den 18. december 2012

Nisser i flok

Line fra forlaget Vingefang har observeret dette herlige optrin på Dronning Louises bro.
Vil du være med i give away nissehue, så se lige her, der trækkes lod i morgen.


søndag den 16. december 2012

Give away nissehue

Det skal nok blive jul i år, og når du ikke at strikke nissehuen selv, så læg billet ind på denne give-away. Strikket i uld og valket så den passer en mindre nisse på 1-3 år eller deromkring.
Du skal blot være fast læser og lægge din kommentar med en mailadresse, så er du med.
Der trækkes lod d. 19 .december kl.12 og huen sendes ud d. 20. december, så den kan nå frem til jul.
Der følger tre pom-ponner med, så kan du selv vælge.









torsdag den 13. december 2012

3 små nisser

Nu er det rigtig ved at blive jul og jeg vil benytte lejligheden til at vise tre små nisser, nemlig Inga, Berta og Konrad.




Hvis du selv vil strikke nissehuer, eller måske vil give en gave til en der strikker, så kan bogen købes her hos Vingefang.

onsdag den 12. december 2012

Juletræ og matematik

På matematikholdet blev der foldet æsker, med kvadrater, trekanter og femkanter som alle de platoniske legemer. Alle de rumlige former blev brugt som pynt på et meget stilistisk juletræ.
I får lige et billede af juletræet, selv om den røde murstensmur ikke er den mest oplagte baggrund.





Stjernen i toppen er skabt med 20 spidser over en ikosaede, se her hvordan.




mandag den 10. december 2012

Gaveæsker

Vi har haft praktisk musisk kursus i matematik og blandt andet arbejdet med platoniske legemer.
Det mest enkle er boksen, kuben eller terningen, hvor alle sider er kvadratiske og lige store. Ved at tilføje "flapper" på passende steder, kan man lukke kuben som en gaveæske helt uden brug af lim og tape. Meget delikat.






torsdag den 6. december 2012

Snebolde

Faldt lige over disse pompon´ner, som vi lavede på materiel design holdet for nogle år siden, hvor vi pyntede et helt træ med snebolde. Kravet var at de skulle være hvide og ikke laves af garn. Det gav mange sjove eksperimenter blandt andet disse, der er fremstillet af indpakningsmateriale, tyndt plastic og silkestofrester. 






tirsdag den 4. december 2012

Brændestabel


Det er lidt af en kunst at lave en brændestabel, og det er aldrig lykkedes for mig at lave en af de flotte runde, som blandt andet Søren Ryge kan. Det er også en udfordring at opbevare brænde indendørs i nærheden af ovnen, på en praktisk og samtidig dekorativ måde. Det synes jeg er lykkedes i sommerhuset, hvor vi har en "indbygget" brændehæk.
Nu er der kommet en bog af Lars Mytting: Brænde, der skulle kunne give svar på alle spørgsmål i den retning.
Måske skulle man ønske sig den til jul, - eller endnu bedre give den i gave til en nærtstående brændehugger ?


lørdag den 1. december 2012

Strik i Århus

En tur til Århus blev brugt til at opsøge gode garnbutikker.
Først og fremmest Yarnfreak.


Fin lille butik med masser af garn på få kvadratmetre. Her lærte vi ordet "dåsk", der vist betyder  pels-pompon, som ses herunder og kan købes i butikken.



Vi nåede også forbi Ingers, der udover at være en hyggelig butik også dækker over Design-club der er Ingers firma, der producerer eget garn i samarbejde med Henrichsens uldspinderi i Skive og udvikler strikkeopskrifter.

Sidste stop på garnruten blev Charlotte Tøndering, og netop var klar med bogen "Råt og godt".

torsdag den 29. november 2012

Nisse med fuld musik og sang.


Se så denne herlige hue, der er strikket med melodi på. Teksten skulle efter sigende være:"Ain´t nobody that can sing like me", som stammaer fra Woody Guthrie og Billy Bragg.
Glæder mig til at høre det !

Hør sangen her uden nissehue 





mandag den 26. november 2012

Juleplatter og redesign


Jeg har det lidt blandet med de blå juleplatter, der ( stadig) udgives hvert år.  
Synes dog at de fungerer, når man bruger dem som her til opsatser. Tilpas nostalgiske og meget  velegnet til juleskager og godter. For at få dem til at passe i størrelser bliver de kombineret lidt forskelligt, blandt andet med små mors dags platter.
Hvis du er interesseret, så kig i AMIO butikken her eller send mig en mail.







torsdag den 22. november 2012

Pompon DIY

Jeg er gået lidt amok i pomponner, efter at jeg fandt min pom pom maker frem igen, som forberedelse til Bizar Bazar. Planen var at jeg ville bruge alle mine garnrester, men der skal nu nogen pomponner til at udrydde dem.

Nu er det ikke ligefrem raketvidenskab at fremstille en pompon, men jeg blev dog inspireret til at lave en lille DIY på det:
Sådan ser apparatet ud, kan købes flere steder fx i Stof og Stil.

Hold de to halvdele sammen, luk lågerne op på den ene side 
og begynd med at vikle garn om.

Brug gerne garn fra to nøgler på én gang, så går det hurtigere.

Fortsæt med at vikle på den anden låge og sørg for at siderne 
er lige fyldige.

Luk lågen og hold de to halvdele sammen i hånden, mens du
klipper op i midten.

Bind en stærk snor rundt om pompommen mellem de to halvdele, 
gerne så den laver en ekstra løkke som på et lille e.

Træk til og bind knude på snoren.

Luk lågerne op og frigør pomponnen.

Vupti, børst pomponnen på plads og klip evt. vildfarne tråde til.
Skal det være ekstra fornemt, så damp pomponnen over en kedel.


tirsdag den 20. november 2012

Julemarked i Vanløse - Bizar Bazar

Line og Sofie fra forlaget Vingefang har meldt sig til Frk Svendsens julemarked i Vanløse, også kendt som BIZAR BAZAR.
Her stilles an med forlagets bøger fx- Nissehuestrik og Mad med gran.

Desuden vil der vist være lidt strikkekits, kagestandere eller anden bonus.

Bizar Bazaar og Flittige hænder er gået sammen om et forfriskende og forførende jule-supermarked med en bred vifte af nyt design og traditionelle bud på julen anno 2012. Du kan købe julegaver, julepynt, smykker, nyt til boligen - alt dette med stor respekt for håndarbejdet.
lø 24 nov 10.00-16.00
sø 25 nov 10.00-16.00 
Arrangementet foregår i Spisehuset og de store sale på Kulturstationen Vanløse. Fri entré
Frode Jakobsens Plads 4, 1.
2720  Vanløse
Danmark
T:
3530 3540



mandag den 19. november 2012

Jul i Vellerup


Nu er der begyndt at komme nogle tilbagemeldinger på bogen Nissehuestrik og de første billeder tikker ind. Her ses det tydeligt, hvordan nissen allerede er kommer til Vellerup Vig og har hængt huen på knagen.
Send meget gerne billeder hvis du har strikket, også gerne med nisser + huer.

Nisse hue strik.





lørdag den 17. november 2012

INDIA

Må lige reklamere for en spændende udstilling på Arken i Ishøj, India : Fashion Now og India : Art now, som kan ses frem til 13. januar 2013.
Som titlerne siger, er det en blanding af indisk kunst og mode og udstillingen er bestemt seværdig.
En del af objekterne er lavet af genbrugsmaterialer, som fx denne opstilling af aflagte varmeapparater.


En af de kunstnere, der bevæger sig midt mellem kunst og mode er Vivan Sundaram, der bor og arbejder i New Delhi. Han tager udgangspunkt i skrald og skaber tøj af brugte materialer. Han arbejder også med virtuelt bearbejdedes fotos af affaldsmængder og skaber ud af dette helt nye landskaber.

Vivan Sundaram

onsdag den 14. november 2012

Paller igen,- nu på væg

Forleden fik jeg en af de små paller med hjem og syntes egentlig, at den var for fin til at smide i brændeovnen. Bagsiden blev afmonteret med nogen baksen med koben, og pallen kom op at hænge som rå opslagstavle. Det kræver muligvis en sømpistol, når noget skal op og hænge, men indtil videre klarer jeg det med tape.










mandag den 12. november 2012

Strik en lampe

Der var designmesse i Øksnehallen her i weekenden : BLICKFANG og jeg nåede forbi.
Det var forfriskende at se unge, tyske, schweiziske og andre designere viser deres produkter frem. Mange gode idéer og fortolkninger.
Se mere på websitet og hold øje med hvornår der kommer noget igen.
Fandt blandt andet Pierre Kracht & Katrin Füser,Fremdform
der står bag lampen Käte, der er strikket ud af elektrikerkabel.
Billede lånt her
Den fås i flere farver og kan også erhverves som selvstrikkesæt.




Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...