torsdag den 31. oktober 2013

National strikkeaften - med turbo !

I Norge er de ved at lægge an til en hel ny trend, nemlig langsom TV, eller sagte TV, som de kalder det. Det startede med udsendelsen fra Bergensbanen, hvor man følger en tur gennem det norske landskab,- i real tid. Den blev set af uventet mange mennesker ( over 1 mill.!) og er fulgt op af flere temaudsendelser, blandt andet en hel aften om brænde og kunsten at tænde bål.
Nu sættes der spot på strikning i morgen aften fredag 1. november på NRK2, som er udnævnt til national strikkeaften i Norge. Spændende om man kan se det live, ellers læs om det her.


Marius sweater, se fx her

Her skal der gøres et forsøg på at sætte en ny verdensrekord i disciplinen fra "uld til sweater". Verdensrekorden er  4 timer og 51 minutter og tilhører lige nu Australien. Det norske hold har lagt en plan: "– Vi har allerede øremerket lammet som skal klippes, og Husfliden er i gang med å sette sammen gruppen på åtte personer som skal jakte strikkerekorden: Én skal klippe, mens de syv resterende må kare, spinne og strikke så fort de bare kan, forteller prosjektleder Lise-May Spissøy til NRK.no."
Nørdet ? Ja i den grad, men et værdigt alternativ til vild med dans.






tirsdag den 29. oktober 2013

Fin anmeldelse af nissehuer

Så er der gang i nissehuerne igen. Faldt lige over denne fine anmeldelse af Nissehuestrikbogblogger. Her er det den meeeget lange nissehue, der er vist på en meeeget sød nissepige. 
Huen er strikket af et nøgle flerfarvet Arwetta på 100 g




mandag den 28. oktober 2013

Pølsebogen

Nu blogger jeg ikke normalt om mad, men indimellem må man gøre en undtagelse. Se lige denne bog om pølser. Jeg troede, at det var en helt uoverskuelig proces selv at fremstille pølser, men Sten Larsen viser det på en super enkel og delikat måde. Det giver mulighed for at få nogle pølser, der er tilsat præcis det man ønsker og ikke alt muligt andet, der ikke kan identificeres.
Jeg må i gang!
Bogen koster 100 kr hos Vingefang, - oplagt gavemulighed.

torsdag den 24. oktober 2013

Hækling for begyndere

Vi har hækling på programmet i morgen og det mest enkle må være at hækle lige ud...
Så bliver det måske til en nøglesnor.




tirsdag den 22. oktober 2013

Wooden textiles

Der har været lidt stille på bloggen i en uges tid, hvilket udelukkende skyldes at jeg har været optaget andetsteds, - blandt andet en lille tur til Budapest. Her blev jeg på en lille udstilling opmærksom på den tyske designer Eliza Strozy, der arbejder med det hun kalder wooden textiles. Små stykker finér limet på en bagbeklædning, der gør at træet bliver fleksibelt og kan anvendes på helt nye måder.




tirsdag den 15. oktober 2013

Embroidered Photography - Diane Meyer

Jeg er på stadig jagt efter gode i eksempler på anvendelsen af korssting,- og jeg må sige at der er langt imellem. Ekstra glad bliver jeg derfor, når jeg falder over en kunstner som Diane Meyer. Hun broderer på fotografier og motivvalgene stammer blandt andet fra Berlin og er ganske upåagtede steder, inden hun tager fat og ser på billederne og "pixelerer" dem.

Billede lånt fra Diane Meyer

søndag den 13. oktober 2013

Færdigt arbejde

Stor tilfredsstillelse: fredag før efterårsferien- 24 færdige taburetter blev fremlagt.
Det har været et stort arbejde, men det er det jo, når man skal tilegne sig nye håndværksmæssige færdigheder. Især projektet med at fremstille reb til stolene var noget større end forventet. Derfor er der også flere studerende, der i sidste ende valgte at bruge købt reb, lige fra det traditionelle søgræs og sisal til mere utraditionelle løsninger som multifarvet og selvlysende nylon.
Men alle ved nu hvordan traditionelt rebslagning foregår, så det må vi "gøre noget med" en anden gang.
Nu skal taburetterne udstilles og jeg vender tilbage med flere billeder, hvis det lykkes at få dem presset ind.


fredag den 11. oktober 2013

Puf

Søger efter idéer til puffer og faldt over dette billede, jeg selv har hjembragt fra Marimekko i Helsinki.
Superfin måde at udnytte striberne på, det bliver helt kalajdoskopisk.
Kræver vist nogen akkuratesse ved symaskinen!


onsdag den 9. oktober 2013

søndag den 6. oktober 2013

Nogen, der skal til Stockholm i efterårsferien?

Der er nemlig fernisering på Re Rag Rugs tæpper på Färgfabriken, Løvholmsbrinken 1, 11743 Stockholm d. 16/10 kl. 15.00-20.00. Læs mere om udstillingen her.
Jeg vil holde øje med dem, for tænk hvis de nu kom til Malmø på et tidspunkt!


torsdag den 3. oktober 2013

Rebslagning

På holdet arbejder de studerende med selv at fremstille reb til at flette stolesæder med. Det har vist sig at være noget af en opgave, for til et sæde går der nemlig mellem 60 og 150 m reb! Mængden er naturligvis afhængig af hvor bred taburetten er og hvor tyndt eller tykt rebet bliver slået. Det er ikke alle der får gennemført, men alle har prøvet at lave en hel del reb på Kurts selvopfundne maskine.
Vi har en del hør, jute og bomuld fra dengang man vævede på seminariet, så det danner basis for rebene. Det giver mulighed for at designe sine eget farvestrålende reb, men de fleste vælger nu naturfarverne.



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...