Den sidste dag i Helsinki besluttede vi at gøre til Alvar Aalto dag. Vi tog sporvognen ud til den del af Helsinki, hvor han både havde sin tegnestue og sit hjem. Det er to forskellige steder, men ligger rimelig tæt og vi var lidt i tvivl om vi skulle se begge steder. Vi endte dog med kun at se hjemmet, (Aalto House) hvor han havde boet i 40 år frem til sin død i 1976. Et besøg kan klart anbefales. Det er et spændende sted både inde og ude, og meget finsk. Nu er kvarteret vokset op og bygget til, men dengang skulle huset have ligget ganske for sig selv med vid udsigt til natur.
Her kommer lige et par af hans mest kendte designs, nemlig vasen og taburetten:
Vasen er designet i 1936 og den sidste nye variation er denne laksefarvede, formen er naturligvis den samme.
Alvar Aalto havde naturligvis selv tegnet huset og en del af de møbler, der stod der. Men hans første kone Aino Aalto er designeren bag en del af husgerådet, blandt andet de kendte glas og kander, som Iittala forhandler.
Helsinki, - og i det hele taget et første besøg i Finland, blev en rigtig god oplevelse. 5 dage med sommervejr, godt selskab, spændende design osv..
Starter lige med Marimekko, som må være indbegrebet at finsk design og hvis butikker ligger overalt i byen, men især:
Marimekko Flagship store, Esplanadi 3, 00100 Helsinki Outletbutikken på Kirvesmihenkatu 7, 00810 Helsinki.
Det lykkedes mig at komme hjem med en kjole og er superglad for den. Designet hedder Uusi Ilonien Takki, er fra 1961 og betyder vist lommekjolen. Mærkværdigvis mangler den nogle lommer, blandt andet til hænder og mobilen, men måske kan de tilføjes designet uden det opdages af andre end mig.
Et besøg på trykkeriet var ikke muligt, da der var sommerferie lukket, men fandt denne lille video, der dog viser lidt:
Jeg er stødt på denne finske kunstner Anu Touminen, der arbejder med hverdagsobjekter, som hun sætter ind i en poetisk og humoristisk ramme og dermed giver dem et nyt liv. Her er det indsamlede grydelapper fra loppemarkeder og genbrugsbutikker, der er farveordnet og nu bliver kaldt "Real colour circles".
Anu udstiller sine værker på The Craft Museum of Finland Kauppakatu 25, Jyväskylä i perioden 31.5.2012–2.12.2012.
Det når jeg ikke, men håber på at skulle til Finland til sommer og vil holde øje med hende.